Smukfest præsenterer: Den Sorte Skole

Der venter publikum et historisk koncertbrag, når Den Sorte Skole fejrer Smukfests 40 års jubilæum på Bøgescenerne fredag nat. Fra Joe Cocker til Gilli, Ozzy Osbourne til Faithless og Kool & the Gang til Kygo. Fra de mest eksplosive elektroniske hits til gåsehud og lightermomenter. I anledning af jubilæet vækker Den Sorte Skole Smukfests historie til live og tager os med på en rejse gennem festivalens mange højdepunkter. Det hele mixes sammen på pladespillere live på scenen og med et state-of-the-art visuelt show, der ligesom musikken, fejrer Smukfest-historien.  

Den Sorte Skole modtog i 2017 Kronprinsparrets store kulturpris, og har de seneste år tryllebundet publikum i både Danmark og resten af verden med nyskabende klassiske symfonier og grænsesøgende audio-visuelle shows. Denne aften genopliver de imidlertid deres legendariske DJ format, som de oprindeligt blev kendte for – og vi ser frem til en enestående nat på Bøgescenerne.