Turboweekend på Smukfest
Turboweekend sluttede sidste år deres turne i Koncerthuset i København -- og selv med så højt til loftet og plyssæder til publikum var bandet, ifølge Gaffas anmelder, i stand til at levere en fem-stjernet koncert. Turboweekend var i 2013 nomineret til en Danish Music Award som "Årets Danske Live Band". En hæder de fik i 2011 og egentlig altid har kunnet leve op til med de medrivende og intense koncerter, der er blevet deres varemærke. I 2012 kom Turboweekends tredje album "Fault Line", der blandt andet rummede super-singlerne "Neverending" og "On My Side". Sidstnævnte blev Ugens Uundgåelige på P3 -- og da året skulle gøres op, hædrede stationens lyttere "On My Side" som hele Årets Uundgåelige. "...melankoli i dansegulvsformat" kaldte Soundvenue engang Turboweekends stil som et godt forsøg på at beskrive, hvordan bandets heftige og kropslige musik ofte gemmer på noget blåt og melankolsk i melodi og vokal.
Turboweekend debuterede i 2007 med albummet "Night Shift", der sikrede dem nomineringer som "Årets Nye Danske Navn" ved P3 Guld og Zulu Awards og en Ugens Uundgåelige på P3 med singlen "Into You". I 2009 kom det andet album "Ghost Of A Chance", hvorfra stærke sange som "Something Or Nothing", "After Hours" og "Trouble Is" (der også blev et gedigent hit i Tiëstos remix) har fungeret som markante visitkort for bandet.
De seneste år har Turboweekend givet koncerter i både Storbritannien, USA, Tyskland, Sverige, Norge og Østrig -- og overalt tager man godt imod trioens inciterende musik i slægt med navne som Joy Division, New Order, Devo og Daft Punk.
Turboweekend er: Martin Petersen (trommer), Silas Bjerregaard (sang og synth), Anders Stig Møller (keyboards) og Morten Køie (bas). Turboweekend satser på at have et nyt album klar i efteråret -- og det er da slet ikke usandsynligt, at nye sange får en skov-premiere på Smukfest.
www.smukfest.dk