Dokumentar: Smukfest i en udfordret tid
Skanderborg Festivalklub er en forening, men også en arbejdsplads for op mod 50 mennesker hele året rundt. Som de fleste andre, blev vi sendt hjem, og skulle samtidigt på nødblus forsøge at sikre festivalens overlevelse. Et handlekraftigt, idérigt og stærkt fællesskab, som pludseligt blev totallammet. Som vi ved nu, stod epidemien på i meget lang tid, og to hele festivalsomre blev aflyst i Danmark. Det var en trussel imod skovens sociale fællesskab, som ærligt talt bekymrede os helt enormt.
I stedet for at tale om setlister, finurligheder og barudvalg, talte vi alt for længe kun om risikoen for konkurs, frivilligflugt og kollektiv depression. Den livgivende kontakt med vores gæster, frivillige og professionelle medskabere af festivalen blev afløst af et komplekst dialogarbejde med politikere og det belastede embedsværk. Det var en svær periode, også for de kunstnere og andre samarbejdspartnere, der lever af at lave festivaler i Danmark.
Nu er historien endt lykkeligt, og vi er ude på den anden side! I dokumentaren kan du få et unikt indblik i en historisk kulturkrise set indefra, hvor Waltherånden og vores oprindelige DNA – viljen til at lykkes på trods – bar Skanderborg Festivalklub igennem to lange Corona-år.